Vi skal ikke nøjes med at studere mission
Mission var hovedtema på Dansk Oases lederkonference i sidste weekend. Og der blev opfordret til, at kristne kommer ud med hele evangeliet – også i konkret handling i samfundet.Undervisningen på årets LederOase handlede om at formidle det kristne budskab ud i samfundet.
– Vi skal give slip på vores egne små evangelier og gå ind i Guds fulde robuste evangelium, sagde Morten Hørning, ny præst i Aarhus Valgmenighed.
Han pointerede, at evangeliet er kors-formet, dvs. at det både omhandler gudsforholdet og forholdet til andre mennesker.
– Vi har haft en tendens til at gøre evangeliet endimensionalt. Vi taler mest om det lodrette – om Jesu død og opstandelse. Men evangeliet er også vandret – om forandring og socialt ansvar. Vi skal derfor have evangeliet fra hovedet ned til hjertet og fra hjertet ud til hænder og fødder. Lev lodret funderet og vandret appliceret (dvs. overført – red.).
Teamet for LederOase var Mission, og ledende præst i Aarhus Valgmenighed, Keld Dahlmann, åbnede konferencen med at uddybe dette udtryk:
– Mission betyder at være sendt. Verden bliver til, fordi Gud sender sit ord og sin Ånd. Han sender sig selv gennem Jesus ind i kulturen og lader ham gennemleve det mest grusomme og fornedrende i denne kultur, korset. Men han opstår og så samler han sine disciple og sender dem.
På samme måde bør kristne i dag have det, Keld Dahlman kalder: missions-dna. Mission er ikke blot noget, vi siger, men noget vi gør – helt naturligt.
– Paulus liv åndede af mission. Han blev sendt af Jesus og forkyndte evangeliet og plantede nye menigheder. Selv i fangenskab måtte han skrive breve til menighederne. Forestil dig at være lænket til Paulus. Enten blev soldaten kristen eller også blev ham meget, meget træt.
For Paulus handlede det hele om Jesus, der gik ind og bar det kors, som kun han kan bære.
– Det giver os et rum at være til i, et sted at lægge vores skam og selvbebrejdelser. For her bærer Jesus korset for os.
Og Paulus fortsætter: For ham er jeg blevet en tjener og bærer, hvad der mangler af Kristi lidelser.
– Her bruger han det græske ord doulos, som betyder slave. Der er et andet kors, som vi skal bære. Mission begynder ved Jesu kors, men det fortsætter med dit og mit kors. På vores står der en opgave. På mit står der: Vær med til at genopbygge kirken i dette land.
Morten Hørning fulgte op med at fortælle om sine erkendelser og udfordringer fra Cape Town – Lusanne-bevægelsens missionskonference i Sydafrika, der i 2010 samlede 4200 kirkeledere fra 198 lande.
– Jeg oplevede at stå i et gigantisk Kristus-spejl. Ved at være sammen med så mange kristne, får jeg indsigt i den del af kristendommen, som er trådt i baggrunden hos mig selv. Som kristne har vi nemlig altid en tendens til at blive blændet af tiden. Og det påvirker vores måde at læse Bibelen på.
Vi skal lytte med to ører, sagde Morten Hørning med reference til en af initiativtagerne til Lausanne-bevægelsen, John Stott: Lyt til det uforanderlige ord i Bibelen, og lyt til nøden i verden. Stott blev opfordret af lokale kristne: Kom ud i slummen, og læs Guds ord sammen med os. Det forandrede hans forhold til Bibelen.
– Hvad peger Cape Town mødet på?
– På behovet for et radikalt og lydigt discipelforhold. Og behovet for en radikal korsfokuseret forsoning, der vil føre til enhed. Det samme fokuserede Jesus på til det sidste. Ifølge Mattæus-evangeliet: at gøre mennesker til disciple. Ifølge Johannes-evangeliet: at vi alle må være ét.
Og her kom Morten Hørning ind på det korsformede evangelium, at ikke blot lede mennesker til et gudsforhold gennem synderens bøn. Men lede dem til at blive disciple af Kristus ved at udfordre dem til efterfølgelse.
For hvordan kunne folkemordet i Rwanda i 1994 over hovedet finde sted? Hvordan kunne det ske, at den kristne hutu-stamme slagtede den kristne tutsi-stamme?
Svaret kom en kirkeleder fra Rwanda selv med på konferencen i Cape Town: Kristne missionærer havde prædiket syndernes forladelse uden at udfordre til konkret efterfølgelse af Jesus Kristus.
– Der skulle bare en gnist til, så krakelerede dette smalle evangelium, konkluderede Morten Hørning.
I USA skete det samme: I 1960erne kom de hvide ind i sorte områder og forkyndte blot syndernes forladelse. Men de gjorde ikke op med uret. Hvide og sorte sad stadig adskilt, kørte i adskilte busser og drak af forskellige vandhaner.
– Et evangelium, der ikke kommer ud i hænder og fødder, taber altid til kulturens bagside, erklærede Morten Hørning og citerede Cape Town Erklæringens konklusion: Vi må ikke blot præsentere evangeliet som tilbud om frelse, men som Guds plan for hele universet i Kristus.
– Evangeliet er altid større end den reduktion, vi laver. Giv slip på de små evangelier og gå ind i Guds store evangelium.
Faldet skete i et lodret oprør mod Gud og fik vandrette konsekvenser. Jesus sonede oprøret, og nu må det også få vandrette resultater.
Herefter var der paneldebat ud fra spørgsmålet: Når I lytter til jeres verden, hvad hører I så, der bliver sagt i vores kultur i vores tid?
– Tiden er identitetssvag i dag. Folk ved ikke, hvad der er værd at kæmpe for, sagde Martin Drengsgaard, der er sognepræst i Betlehemskirken.
– En af kirkens opgaver er at tilbyde mennesker at engagere sig i lektiehjælp, praktisk hjælp til enlige mødre eller lignende – altså en meningsfuld praksis, hvor folk kan erfare at være med i noget, der er større end dem selv.
– Ja, traditionelt har vi jo tænkt: Først tro, så kan du følge! Men disciplene fulgte først og kom til tro bagefter. I erfaringen med Jesus erkender man nemlig, hvem han er, sagde Torsten Borbye Nielsen, der er præst i Københavns Frimenighed.
Men hvad hører I fra jeres verden, gentog mødeleder og formand for Dansk Oase, Jesper Fodgaard:
– Jeg møder en længsel efter at blive mødt som menneske og ikke som målgruppe, segment eller forbruger, sagde Conny Hjelm fra Center for Diakoni og Ledelse. – Når man taler til et menneske som menneske får man svar fra et menneske. Men hvis man taler til et menneske som en stodder, får man svar fra en stodder.
Og helt praktisk blev det, da Jørgen Jørgensen fik ordet. Han er sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa og lagde ud med en provokerende sætning:
– Hvis Fanden ikke kan få os væk fra mission, så kan han få os til at studere mission. Bare vi ikke gør det i praksis!
Han har selv mange års erfaring med helt klassiske måder at nå kirkefremmede danskere på:
– Alphakurser går lige til sagen. Det er klassisk kristendom på en måde, som kan sælges til en gammeldags folkekirkemenighed. Socialt samvær, undervisning og muligheden for at komme til orde derved har vi bygget en menighed op. Og det gode er, at alt kan videreføres.
Et andet tiltag er gospelkor, som kirken har fire af:
– Vores gospelkor har givet ordet kirkefremmed en helt ny betydning. For når et af vores gospelkor indtager scenen, kan de gamle deltagere godt føle sig kirkefremmede.
Men Jørgen Jørgensen giver ellers ikke meget for importerede missionskoncepter:
– Det er svært at drive mission i praksis ud fra koncepter og bøger. Det svarer til, at lægen opererer ud fra en manual.
– Mission er en del af vores dna. Derfor er det vigtigt at vi ikke stresser det. Det er vigtigt at vi får ro til at finde ud af, hvordan den gode missionsvilje skal udfolde sig i vores lokale sognesammenhæng. Den når mest, som fokuserer sin indsats.
– Vi skal ikke løbe efter allehånde teorier. Menigheden bliver rundtosset. Især en folkekirkelig sognemenighed med den spredning, den har. Det er en velsignelse at være en del af den lokale mangfoldighed.
Folkekirken har en rummelighed, der gør, at folk kan være der, som de er, og at de ikke skal laves om på først, sluttede Jørgen Jørgensen.
